NOAHs holdning til CCS i CDM
NOAH har været imod de fleksible mekanismer i Kyoto-protokollen - både før og efter deres vedtagelse. I Kyoto blev det besluttet at etablere et globalt CO2 handelssystem (Cap & Trade) med CDM (Clean Development Mechanism) som den mest betydende mekanisme. Jordens kulstofkredsløb skulle gøres til en vare og CO2-reduktioner i ulande, betalt af ilande eller deres virksomheder, skulle udbetales til ilandene i form af projektkreditter, der kan modregnes ilandenes CO2-reduktionsforpligtelser
NOAH tager afstand fra, at lande eller virksomheder via CDM kan opfylde deres reduktionsforpligtelser ved at gennemføre projekter i udviklingslande. NOAH´s holdning er, at den rige verden skal reducere så meget som muligt så hurtigt som muligt på hjemmebane. Samtidigt skal de rige lande finansiere en omfattende klimaindsats i udviklingslandene, men altså ikke i form af CDM-projekter. NOAH er derfor også i udgangspunktet imod den fossile industris forslag om, at CCS skal godkendes som en af de projekttyper, der skal kunne generere kreditter under CDM. Argumenterne imod er f.eks.:
· At omfanget og betydningen af CDM vil øges med accept
af CCS i CDM.
Det vil yderligere svække ilandenes motivation til at udvikle
og agere innovativt i forhold til energibesparelser og udvikling af
vedvarende energiteknologier, når ilandene billigt kan opfylde
deres nationale forpligtelser ved at have CCS-anlæg kørende
i ulande.
· At CCS har potentiale til at oversvømme verdens CO2-handelssystemer
med kreditter med store fald og udsving i CO2-kvoteprisen til følge.
Det vil skade innovation og udvikling af CO2-reducerende teknologi.
· At CCS i ulandene risikerer at blive iværksat uden en
tilstrækkelig lovgivningsmæssig ramme, der kan sikre forsvarlig
deponering, monitorering og håndhævelse af hvem der har
lageransvaret.
· At CCS vil forstærke udviklingslandenes afhængighed
af kul og af en teknologi, der er i hænderne på udenlandske
selskaber.
· At ulandene vil binde deres energifremtid til et centraliseret
system med et stort input af kul, og dermed forpasse muligheden for
i stedet at gå direkte til et bæredygtigt, decentraliseret
energiforsyningssystem baseret på lokale vedvarende energikilder.
· At ulandene risikerer at hænge på det langsigtede
lageransvar samt leve med eventuelle utilsigtede konsekvenser af CCS-teknologien.
· At de rige lande vil høste fordelen af inddragelse af
CCS i CDM gennem en betydeligt forøget mængde billige projektkreditter
og give anledning til at slække på den hjemlige reduktionsindsats.
· At projekternes størrelse vil betyde, at nogle få,
teknologisk relativt veludviklede udviklingslande vil få en uforholdsmæssig
stor del af projekterne – og den allerede eksisterende skævhed
i CDM vil blive øget.
· At CCS i CDM - lige som hele CCS teknologien (eller komplekset
af teknologier) - ikke har været genstand for en synlig offentlig
debat. Den danske regering har ikke indsendt sin egen indstilling til
den høring, der har været i UNFCCC, men nøjedes
med at ytre sig via embedsmænd på de indre linjer i EU til
videre foranstaltning sammen med de andre EU-landes indstillinger. Dvs.
at hverken Europa-udvalget eller Energiudvalget eller Miljø-
og Planlægningsudvalget har fået forelagt en indstilling
fra regeringen.